Niels Gundersen fortæller:
"Lige efter krigen flyttede min familie i 1946 til Mariagervej, og jeg begyndte min skolegang.

Faste lommepenge var et ukendt begreb, så vi drenge måtte finde andre udveje. En udbredt metode var at samle ben og andre dyrerester for derefter at sælge dem til Blaakilde.

Vi havde fået fat i nogle sække af den type, som under krigen blev anvendt som sandsække. Med dem på ryggen hjemsøgte vi blandt andet de landbrug, der dengang lå på Mariagervej. Hønsegården eller møddingen kunne give resultat. Lillebror, Peer, fandt en død pattegris i grøften. Med mere eller mindre fyldte sække gik vi gennem skoven ned til fabrikken.

Vi dristede os ind, trods lugt og usikkerhed og mødte en mand, som anviste, hvor indholdet skulle vejes og senere tømmes ud. Så fik vi hver en seddel med angivelse af vægten og besked om at gå op på kontoret for at få udbetalt pengene. Her blev vi mødt af en venlig dame, som udregnede beløbet til at være et sted mellem 10 og 20 øre. Det var lige nok til en ispind af de runde. Hver dreng fik udleveret sin "formidable" sum og skulle kvittere med sin underskrift. Det var nok den største udfordring, for flere af os gik endnu ikke i skole, og kunne også dårligt nå op til skranken.

Mon ikke kontorpersonalet har fået sig et billigt – men skjult grin over denne seance."

Denne historie er taget med under "Hverdagen på Blaakilde", fordi personalet ofte udbetalte "formidable summer" til små drenge. Den respektable direktør Theodor Nielsen nævnte, at "mangen en dreng havde lagt grunden til sin formue ved at samle ben til Blaakilde."